Firmanavn · adresse · Tlf. xx xx xx xx · info@mail.dk
Qasigiannguit Museums historie strækker over knap 40 år og startede formelt i Qasigiannguit Kommunalbestyrelse i midten af 1970'erne, hvor planer om at etablere et lokalmuseum indgik i kommissoriet for et nedsat Museums- og turistudvalg
Tanken var dog ikke ukendt blandt borgerne. De folkevalgte og udpegede medlemmer af udvalget kunne i de følgende år hurtigt gå i gang med etableringen af et museum.
Udvalget havde tidligt kig på byens ældste bygninger som museumsbygninger og ansøgte allerede i 1977 Den Kongelige Grønlandske Handel om overtagelse af bygning B-8 i den gamle bydel til museumsformål. Gennem oplæg i lokalavisen Qaqqarsuaq informerede udvalget i de følgende år borgerne om museumsforhold og opfordrede til at støtte op om en genstandsindsamling, og at støtte med økonomiske midler til etablering af midlertidige fysiske rammer for et museum. I juni 1981 overdrog Den Kongelige Grønlandske Handel vederlagsfrit bygning B-8, byens gamle salutkanoner og flagbastion til kommunen, som tog bygning B-8 i brug til museumsformål.
Af museums- og turistudvalget udsprang en egentlig museumsbestyrelse, der holdt sit første og konstituerende møde i januar 1982. Ud over folkevalgte politikere og kommunalt udpegede medlemmer, havde skoleområdet en fast repræsentant i bestyrelsen, og gennem flere år blev den post varetaget af en skolelærer, som også blev de grønlandske lokalmuseers bestyrelsers første repræsentant i det landsdækkende og dengang nystartede museumsnævn.
Bestyrelsen vedtog på de første møder, at museets navn skulle være Qasigiannguit Katersugaasiviat, og at man snarest muligt skulle have ansat en faglig ½ dags leder, og snarest herefter ansøge om museets godkendelse som støtteberettiget lokalmuseum. Den nyansatte leder, havde som kerne opgaver i de tidlige år – udover at indgå i forberedelser til markering af byens 250 års byjubilæum i 1984 - at få indrettet museet i en standard, så museet kunne opnå godkendelse efter museumslovgivningen og formelt indvies som et støtteberettiget lokalhistorisk museum under det forestående byjubilæum.
Museumslederen fortsætte indsamling af genstande, og etablerede kontakter til relevante parter om yderligere genstands- og fotosamlingers tilgang til samlingerne. Museumsbygningen blev indrettede med hyldeplads til magasin, med brand- og tyveri alarmer, et udstillingslokale og et lille kontor til museumslederen, og museet kunne allerede i 1982-83 åbne mindre udstillinger med offentlig adgang 2 x 2 timer om ugen.
En anden højt prioriteret opgave for museet var at have fokus på Qasigiannguits forhistorie og at indgå i samarbejde med Landsmuseet (Grønlands Nationalmuseum) og arkæologiske forskerteam om rekognosceringer og udgravningerne i Qasigiannguit distrikt - særligt i det indre af Diskobugten og på øen Qeqertasussuk i bunden af Sydostbugten.
Også i dette arbejder var Qasigiannguits borgere i alle udgravningsårene aktive deltagere som praktiske hjælpere og amatørarkæologer.
To bygninger – et egentligt bymuseum
Tidligt i museumsudvalgtes arbejde havde man drøftet overtagelse af de ældste bygninger i byen til museumsformål. Kolonibestyrerboligen B-3 og særligt det såkaldte "Poul Egedes hus" (Grønlands ældste træbygning) bygning B-4 var i søgelyset – det sidste endog med planer om en flytning, idet man anså bygningen for at ligge for snævert placeret med områdets øvrige bygninger og belastet af en forventet øget trafik omkring de dengang aktive rejeproduktionsanlæg og fiskerihavnen i området
Det blev dog ikke B-4, men bygning B-3/kolonibestyrerboligen, der ved et enestående lokalt initiativ blev indrettet til museumsbygning: Da bygningen blev fraflyttet og sat til salg af Den Kongelig Grønlandske Handel, gik byens håndværksmestre sammen om en indsamling med det formål at give kommunen mulighed for at realisere et køb af bygningen til museumsformål.
Bygning B-3 blev fra 1988 indrettet som museets hovedbygning med kontorer, bibliotek og personalestue på 1. Sal og udstillinger i stueetagen.
Museets udstillinger kunne nu udbygges med flere udstillingsrum, der kom til at danne rammen om den stadigt øgede samling af lokalt fangstudstyr – herunder kajakker -, en dragtsamling primært bestående af nationaldragter, og yderligere suppleret med de renoverede salutkanoner tillige med andre genstande fra byens tidlige historie, der var indgået, dels som fund i området, dels som overdragelser.
Endelig indgik også en større samling af udstoppede fugle i museets udstillinger.
Den øgede kontorplads gav mulighed for flere lokalt ansatte, og med flere medarbejdere er der i perioder blevet indsamlet og ført lister over lokale fotosamlinger og registreret lokale stednavne.
Tre bygninger – og museet bliver også et arkæologisk museum
Trods museumsbestyrelsens aktive deltagelse i lokalplanshøringer kom det reelt aldrig på tale at flytte bygning B-4, der med sin daværende - og stadig nuværende - placering gennemgik fredning og renovering i 1990'erne, for herefter at blive indrettet til udstillingslokale for en permanent udstilling af genstande fra den konserverede og løbende hjemvendte samling af arkæologisk materiale fra udgravningerne af en Saqqaqplads på øen Qeqertasussuk.
Det gennemrenoverede loft har siden huset museets magasin for samlingerne af arkæologisk og etnografisk materiale.
Bestyrelsens tidlige ønske om fokus på Christianshåbs forhistorie blev fastholdt, og gjorde, at flere af museets ledere har været fagarkæologer og har varetaget arkæologiske undersøgelser og forskningsopgaver i forhistoriske kulturer i Diskobugten.
Det første museumslederkontor i B-8 var i samme årrække indrettet som forsker- og studieplads, mens udstillingsarealet blev benyttet til særudstillinger og –arrangementer.
Qasigiannguit Katersugaasiviat har fortsat sin tilknytning til arkæologien i området gennem et tæt samarbejde med eksterne arkæologiske forskerteam og museet huser nu hele den enestående arkæologiske samling af velbevarede fund fra de permafrosne kulturlag på øen Qeqertasussuk.
Museet øges til seks bygninger og omegnen inddrages – et interaktivt formidlende museum
Gennem årene er flere skøder på bygninger overdraget til museet og bygningsmassen er fordoblet med inddragelse af yderligere 3 bygninger - et borgerinitieret opført tørvehus, selvbyggerhuset B-186 og det tidligere malerværksted B-18.
For alle tre bygninger gælder, at de er blevet inddraget i museets aktiviteter i takt med museets udvikling omkring borgerinddragelse og interaktiv formidling.
Mens de to sidste bygninger i flere år har stået ubenyttede og uformidlede, har museets overtagelse af tørvehuset betydet at denne bygning og omgivelserne omkring bygningen gennem årene er vedligeholdt og stadigt udbygget som et aktivt formidlingsområde omkring en tid med boliger af en boligtype opført af sten og tørv med indvendigt panel. Rummet er indrettet med briks og kakkelovn og genstandene er løbende suppleret med tidsvarende brugsgenstande og sengeklæder. Bygningen og området omkring bygningen har typisk været i brug af foreninger, af institutioner og ved særarrangementer under museet.
Bygning B-186/ selvbyggerhus er opført i 1960'erne og har tilhørt en fangerfamilie, og skønt museet ikke har haft ressourcer til at arbejde aktivt med huset og perioden, er bygningen vedligeholdt og tilset, og der planlægges med en formidling af huset inklusiv udhuset i fremtiden.
Det tidligere malerværksted B-18 blev efter en længere periode som opmagasineringsrum for private ejendele, indrettet af museets som værksted for det kommunalt initierede historiske levendegørelsesprojekt "Levende Boplads"/ "Nunaqarfik Uumassusilik" og bygningen er løbende istandsat og indrettet som depot for råmaterialer, magasin for udstyr og kopigenstande, samt som interaktivt værksted og formidlingsrum for frivillige og besøgende.
Særligt museets 5 bygninger i den gamle bydel i Qasigiannguit danner en harmonisk helhed og det har derfor faldet bestyrelsen naturligt at inddrage friområderne mellem bygningerne i museets formidling. Desværre er den gamle flagbastion og kanonstillingerne ikke blevet bevaret, som de oprindeligt stod, men haven omkring kolonibestyreboligen er blevet reetableret og vedligeholdt og bestyrelsen har sørget for opstilling af Qasigiannguits gamle brandvogn og to store velbevarende tønder.
Rejeproduktion og førkolonitid
Skønt museet i sine første 20 år har fulgt en traditionel museumsudvikling med opbyggelse af en forhistorisk samling og en etnografisk samling fra mands minde med fokus på fangererhvervet, har museets bestyrelse ikke været blind for den nyere tids industrihistorie. Museets bestyrelse udtrykte tidligt et ønske om at sikre udbygning af en samling til belysning af byens hovederhverv gennem flere generationer - rejefiskeriet og rejeproduktionens. Men måske meget naturlig blev 70'erne, 80'erne og 90'ernes hverdag ikke genstand for lokalbefolkningens museumstænkning, før man i starten af 2000 tallet med nedlæggelsen af den lokale rejeproduktion oplevede savnet af denne hverdag. Museumsbestyrelsen kæmpede i de år forgæves for bevarelse af den ældste fabriksbygning fra rejeproduktionen med den tanke at inddrage denne bygning til museum for rejefiskeriet.
Da byen få år senere stod overfor på samme år at skulle afgive sit kendte ikon - kommunevåbnet med de to rejer -, at skulle indgå i ny storkommunal sammenhæng og samtidig markere sin 275 års byjubilæum, blev museets fokus naturligt sat på opbyggelse af en samling til belysning af livet omkring rejeproduktionen og rejefiskeriet. De hastigt men generøst indkomne genstande, fotos og erindringer gav grundlaget for en indledende formidling af byens industrielle udvikling i bygning B-3, hvor fangerkulturens skindbåde og jagtredskaber måtte vige udstillingspladsen til fordel for trawlskovle og rejedåser. Museets etnografiske samling er i dag flyttet til bygning B-8 og udvidet med genstande fra nyere tids jollefiskeri.
I samme åndedrag søgte byen sin identitet som Nordgrønlands ældste koloni, og gamle tanker om en formidling af fortiden gennem en attraktion som en historisk levendegørelse, der blev født i 90'erne i museets tradition af en symbiose mellem museums- og turismeudvikling i ét - blev draget frem til implementering ved jubilæumsmarkeringen i 2009.
Arbejdet var defineret som projekt "Levende Boplads"/"Nunaqarfik Uumassusilik" – og projektet blev placeret på museet, der siden har haft det faglige og pædagogiske ansvar for projektets fundering og stået for at skabe rammer for den praktiske udvikling.
Skønt museet efter kommunesammenlægningen i 2009 i en periode ikke har haft en politisk udpeget bestyrelse jf. sine vedtægter, har en folkelig opbakning til museets arbejde ikke manglet.
I museets arbejde med nyere tids historie har skiftende borgere deltaget som sparingsparter i nedsatte ad hoc-udvalg og inspireret til indsamlingsstrategier og formidlingstiltag.
Ligeledes har museet kunnet trække på en stor gruppe frivillige i den praktiske opbyggelse og interaktive formidling gennem projekt "Levende boplads"/"Nunaqarfik Uumassusilik".
Museets bestyrelse er fra 2016 reetableret. Fremtiden står forude med nye udfordringer i forhold til museumslovgivning, til samfunds – og erhvervsudvikling og til klimaforandringer og internationale interaktioner - og ikke mindst med krav til nye formidlingsformer, og museet vil sammen med sin bestyrelse afstikke retningslinjer og milepæle for museets udvikling, så museet fortsat fremover kan placere sig som én integreret og nødvendig del af den lokale identitet og selvopfattelse, og som en oplevelse for Qasigiannguits gæster.